Rejsedagbog 2017

Vores Thailands-rejser!

Rejsedagbog 2017

 

Bangkok - Hua Hin - Kata

Nu er det tid for at oprette en ny rejsedagbog - dejligt!

 

Vi havde talt om at rejse igen i vinteren 2016/17 - det kom lige pludselig til at gå stærkt. Den 6. september 2016 kom der tilbud fra vores foretrukne flyselskab Thai Airways, en promotion med gode billetpriser (læs billige). Vi fik booket fly til Bangkok samt et indenrigs til Phuket.

 

Vi starter vores måned i Thailand med 2 overnatninger i Bangkok så vi lige kan blive klimatiseret. I byen der aldrig sover er der meget at se/opleve selvom vi efterhånden har været der mange gange, men altid en god oplevelse.

 

For 3 år siden var vi i Hua Hin, en dejlig ferie, og blev allerede den gang enige om at her skal vi til igen. Det bliver så dennegang med 7 overnatninger.

 

Derefter kører vi tilbage til Suvarnabhumi Airport i Bangkok hvorfra vi flyver til Phuket. På Phuket skal vi være i Kata, efterhånden er det ligesom at komme "hjem".

 

9. september havde vi valgt hoteller og booket, så stærkt gik det:

 

Bangkok - Hua Hin - Kata

 

Vi vil igen skrive rejsedagbog ”elektronisk postkort”, som I familie og venner kan klikke jer ind på, når I har tid/lyst.

Her kan I læse om vore oplevelser, se vore feriebilleder, og det er nu nogle gange sådan at billeder siger mere end ord!

 

Vi ved fra tidligere rejser, at fra det øjeblik vi stiger ud af flyet, sætter fødderne på jorden, bliver ramt af varmebølgen, er vi opslugt af den helt afslappende stemning der er i Thailand "Smilets land".  

 

Der er jo mange måder at rejse på. Vi kan personligt godt lide at dykke lidt ned i det lokale, det skæve og det særlige rundt omkring os - det er bare at være åben for de oplevelser der ligger lige for fødderne af én.

 

Eventyret venter den, som forstår at gribe det.....

 

 

Mange hilsner 

Aase og Bent

 

 

Lad ferien begynde! Det kan kun blive godt…

 

Onsdag den 15. februar - Sawadee ka/kap Thailand og godmorgen til dig Bangkok og dine varme solskinsgrader. Vi er klar til at opleve og se os omkring i dine myldrende gader, der altid byder os på gode oplevelser. Igen i år intet stramt program, der skal være tid til at sætte os og iagttage, det vil sige bare nyde livet omkring os, tage os tid til overraskelser og det uventede. Foran os venter nu 4 uger rundt i Thailand. Det er da lykke!

 

Vi fløj med Thai Airways direkte København – Bangkok. I københavns Lufthavn da alle var kommet på plads i flyveren, kunne vi høre at der arbejdedes på flyet. Det var fordi der var blevet lastet kufferter der skulle til USA, så de skulle findes, det gav bare 1 times forsinkelse. Vi landede i Suvarnabhumi Lufthavn (1 af Bangkoks 2 lufthavne) en forholdsvis stor lufthavn, men den er meget enkelt og godt bygget op. Det er ikke til at tage fejl af ret meget. Den er ligetil og logisk. Herfra tog vi en taxi til Ambassador Hotel på Sukhumvit Road Soi 11.

 

Vi blev indlogeret på vores værelse, hvilet os lidt efter den lange rejsetid. Fik dog sovet lidt i flyet, som man nu kan. Men vi har det fantastisk, kan man andet, når vi ved hvad der venter. Rejsen forløb ellers uden problemer.

 

 

Torsdag den 16. februar - Vi har tidligere været forbi Shoppingcenteret Terminal 21 på Sukhumvit Road, ikke været rundt i centeret, men det bestemte vi hjemmefra at vi ville denne gang og det blev i dag. Sikke en "sjov" oplevelse.

 

Terminal 21 er designet som en lufthavn, hvor alle etager har navne efter verdensberømte byer som London, Tokyo, Istanbul, San Francisco osv... Når man kommer ind i Terminal 21 er det som en afgangsterminal i en lufthavn, med en stor lystavle, som viser de forskellige ”destinationer” (etager) i centeret.

 

Terminal 21 er på 9 etager med ca. 600 butikker og mange restauranter.

 

Der er fine toiletforhold, nok lidt for avanceret efter vores mening (formåen), så det er med at have tid. Toiletterne er måske inspireret af Japan med indbygget lyd, varme og numseskyl osv... Det et lige før, du kan få en kop kaffe, mens du sidder på tønden.

 

Når man har besørget, kan man vælge, om man vil skylles (vel at mærke med behageligt opvarmet vand) for eller bag (eller man kan vælge begge dele), med bred eller smal stråle (alt efter ens facon), og med svagt eller stærkt tryk (fra forskellige retninger). Man kan styre det hele efter behov og behag, indtil man til sidst trykker på stopknappen. Hvorefter udskylning, rengøring af sædet m.v. foretages helt automatisk.

 

Vi kom rundt i hele Centeret med lidt forfriskninger og frokost undervejs.

 

I morgen kører vi videre til Hua Hin, har bestilt transfer og bliver hentet på hotellet kl. 10.00. En køretur på 2 – 3 timer alt efter trafikken.

 

Mange hilsner til jer alle fra os!

 

 

 

 

Ambassador Hotel - Bangkok - vi bor i den runde bygning
Avanceret toilet i Terminal 21
Terminal 21 - San Francisco
Sukhumvit Road - Bangkok
Bangkok - Terminal 21 Shoppingcenter
Betjeningspanelet
Terminal 21
Sukhumvit Road Soi 8

Fredag den 17. februar - Vi er i dag kommet til Hua Hin og blevet indlogeret på vores værelse. Køreturen gik fint gennem Bangkoks tætte trafik. Turen på små 3 timer tog vi som en udflugt og fik da også set strækningen/landskabet, vi kom bl.a. forbi et stort område med mange saltsøer, hvor Thailand udvinder salt.

 

Inden vi rejste hjemmefra mødte vi nogle venner, Ella og Jørgen der også skulle til Hua Hin. De ville have 2 overnatninger inden de skulle videre. De har tidligere boet på et hotel som de ville booke igen, men det var optaget så i stedet valgte de det som vi havde booket. Vi havde en hyggelig dag/aften sammen. Vi var alle 4 ude at spise og fortsatte derefter lidt rundt og fandt et hyggelig sted med levende musik (god musik). Det blev meeeget sent inden vi nåede hjem.

 

 

Lørdag den 18. februar – Vi havde et par timer ved poolen sammen med Ella og Jørgen inden de tog en taxa lidt længere sydpå. De skal bo i et af de huse som har været med i Hammerslag på tv.

Vi har gået lidt rundt og kigget på nærområdet i dag, her er dejligt varmt, lige hvad vi er rejst efter.

 

Mange varme hilsner og god weekend til jer alle!

 

 

Søndag 19. februar - Starter med lidt info: Hua Hin er en fredelig og charmerende fiskerlandsby, som ligger ud til Den Thailandske Golf kun 2 1/2 times kørsel syd for Bangkok. Byen er Thailands ældste feriemål.

Hua Hin er hyggelig og velordnet med gågader og hyggelige restauranter. Ved havnen med den gamle fiskermole er der mange gode fiskerestauranter og flere af dem er på pæle i vandet med god udsigt over havet. Byen er ikke mindst kendt for sit store natmarked der åbner i skumringen.

Kong Rama 7. byggede i 1920´erne det kongelige sommerpalads i Hua Hin som blev kaldt Klai Kang Won som betyder "Langt fra alle bekymringer", og paladset benyttes stadig af kongefamilien.

 

Stranden i Hua Hin er en rigtig dejlig sandstrand. De fleste steder langs stranden er det muligt at leje strandstole og parasoller, samt købe mad og drikke i små restauranter. Så vil mange sikkert sige/tænke: ”Er der stadig strandstole og solsenge i Hua Hin???” Svaret er kort og godt JA !!!!

 

I 2014 da vi var her i Hua Hin fik vi set flere af de kendte turistattraktioner bl.a. Hua Hin Jernbanestation, Wat Ampharam templet, Maruekhathaiyawan paladset (sommerpaladset), Abebjerget Khao Takiap, Klokketårnet, natmarked m.m. så denne gang andre oplevelser.

 

I dag en dag på stranden, høj sol og varme så det fristede. På stranden fandt vi et par solsenge og så var det i vandet. Dejligt varmt vand, fik badet nogle gange og gået en tur langs stranden, fik dog også passet på ikke at få for meget sol.

 

Bag solsengene var der en lille strandbar, der sørgede godt for strandgæsterne, her fik vi frokost med blikket vendt mod palmer og havet, kan man så forlange mere.

 

 

Hua Hin Beach
Hua Hin Beach
Hua Hin Beach
Hua Hin Beach

Mandag den 20. februar – Blev enige om at vi nok ikke skulle på stranden 2 dage i træk, lige her i starten af ferien.

 

Det blev derfor en dag på gåben rundt i Hua Hins smalle gader og helt ind hvor de lokale boer, fik hilst på mange der sad udenfor og smilede glade når vi kom forbi. På turen kom vi forbi den gamle fiskermole og kunne se at der var kommet en ny lige ved siden af. Her holder de lokale fiskere til og fik set hvordan thaierne tørrer blæksprutter udspændt på stativer.

 

Da vi kom forbi fiskernes isværk, hvor de knuste store blokke is, tænkte vi godt at arbejdstilsynet ikke kommer forbi her.

 

Vi fik da set og oplevet noget af livet her i Hua Hin, men det er begrænset hvor langt man kommer omkring, for varmen gør sit til at det bliver i thai-tempo.

 

Vi nød undervejs en dejlig frokost, samt diverse pitstop med havudsigt for forfriskninger og her koster en kold øl kun 10 kr. serveret med et smil.

 

Fik da lige indleveret vasketøj på turen, så kan det hentes i morgen vasket og strøget, dejligt.

 

Tilbage igen er det afslapning resten af eftermiddagen ved poolen, nettet fungerer også fint her og dejligt at sidde i skyggen af de store grønne planter og opload dagbog og se foto igennem.

 

 

Tak for hilsner, altid dejligt at høre hjemmefra!

 

 

Et smil koster intet, men giver så meget.

Det gør den rig som modtager det, uden at gøre den fattigere som giver det.

Alligevel kan det hverken tigges, købes eller lånes, for det har kun værdi når det GIVES.

Nogen er for trætte til at give dig et smil, giv du dem et, for der er ingen der trænger mere til et smil, end den der ikke længere har et smil at give andre.

 

Hua Hin
Ved Hua Hins nye fiskermole
Ved Hua Hins nye fiskermole
Hua Hin - fiskerestauranter på pæle

Tirsdag 21. februar - Natmarkedet i Hua Hin er en historisk og hyggelig oplevelse. Natmarkedet stammer tilbage fra da Hua Hin var en fiskerby og mændene fiskede om natten for at fange bl.a. blæksprutter. Når mændene kom ind fra vandet, havde kvinderne stillet små boder op hvor mændene kunne spise.

 

Traditionen er holdt i live og i dag kan man på natmarkedet købe alt fra traditionel thai-mad til Hallo Kitty T-shirt. Natmarkedet er fyldt med musik og god stemning. En lille gå tur her for at spise eller efter aftensmad er et must i Hua Hin.

 

Det blev vores aftentur, markedet er ikke så langt fra hvor vi bor. Vi gik rundt, fandt et spisested hvor vi fik aftensmad. Bagefter kom vi forbi et sted med massage, vi tog en gang fodmassage i det fri, 99 bath (20 kr.) pr. person for en halv time, så kan det ikke gøres billigere.

 

I dag en dejlig stranddag, 32 grader med sol fra en klar himmel. På tilbagevejen fandt vi lige en turarrangør som vi aftalte en tur med til i morgen til Kui Buri Nationalpark.

 

Natmarkedet i Hua Hin
Natmarkedet i Hua Hin
Natmarkedet i Hua Hin
Natmarkedet i Hua Hin

Onsdag den 22. februar – Lige lidt info: Prachuap Khirikan provinsen er kendt ikke blot for sin populære badeby Hua Hin, men også et landskab der spænder over 230.000 hektar bjerge, jungle, sletter og landbrug, jorden er rig, frugtbar, og tjener som et hjem til Thailands sjældne dyreliv.

 

Her er Kui Buri National Forest Reserve beliggende ca. 80 km. syd for Hua Hin, og er ved at blive bedre kendt for sin nylige succes med at øge antallet af vilde elefanter.

 

250 - 300 vilde elefanter lever i Kui Buri Nationalpark som støder op til Burma.

 

Vores dag på elefant safari startede med 1½ times kørsel til Kui Buri Nationalpark. Vores første stop var på Ranger stationen, hvor vi kom over i en af parkbetjentenes biler, som vi sad på ladet af. Vores chauffør vi havde aftalt turen med, havde aldrig været i Nationalparken vi spurgte ham derfor om han ikke ville med rundt sammen med os. Det sagde han nej til, vi sagde at vi betalte, fik et stort smil det ville han rigtig gerne (det er ikke dyrt at have en thaier med ind, det kostede os kun 8 kr. bilen havde vi jo betalt for). Vi 3 havde en bil for os selv med 3 ansatte fra nationalparken.

 

Turen rundt var i et utrolig flot og frodigt område. En dejlig og oplevelsesrig tur. Vi fik set vilde elefanter i deres naturlige omgivelser.

Kui Buri Nationalpark
Kui Buri Nationalpark
Kui Buri Nationalpark
Kui Buri Nationalpark
Kui Buri Nationalpark
Kui Buri Nationalpark

Torsdag 23. februar - Vores sidste dag i Hua Hin blev en stranddag, men det er vel også et godt sted at opholde sig når temperaturen siger 34 grader. Vandet er dejligt varmt, så det nød vi i fulde drag.

 

Vi har haft nogle rigtige dejlige dage her i Hua Hin - sol, varme, strand, set os lidt omkring i byen og turen til Kui Buri Nationalpark.

 

I morgen fredag rejser vi videre til Kata på Phuket. Bliver hentet på hotellet kl. 8.00 for at køre til lufthavnen i Bangkok.

 

 

Tak for hilsner og mange hilsner til jer alle!

 

 

Lørdag den 25. februar – Vi er kommet til Kata, vores sidste destination på rejsen, ankom i går fredag og blev indkvarteret på vores hotel Beach Heights Resort.

 

Vores foretrukne sted på Phuket er Kata som vi nu er vendt tilbage til for 16 gang.

I aftes var vi ude at spise og fik også lige hilst på nogle vi kender fra de mange gange vi har været her.

I dag lørdag har vi været forbi tandlægen og fået aftalt tid til videre behandling. Resten af dagen bliver afslapning og hygge ved hotellets flotte pool-område.

 

Vi har vel efterhånden set det meste her, måske også mere end en gang, men hvor vi nyder det og det er vel også derfor at vi kommer igen og igen …….. som mange siger: At besøge Thailand kan være farligt, det er vanedannende, må nok give dem ret….. men hvad gør det når det er ren afslapning og nydelse med en indre ro.

 

 

"De smukkeste ting i livet, kan ikke ses eller røres, de skal føles i dit hjerte"!

 

 

Mange varme hilsner og god weekend til jer alle og tak for hilsner!

 

 

 

Mandag den 27. februar - Lørdag aften efter vi havde spist kom vi forbi et sted hvor der tidligere havde været en bar, som bare var bygget op af nogle ”brædder” og ejet af en kvinde på ca. 60 år, men der var altid gang i den. Ingen som hende kunne skabe en fest, derfor var der altid fyldt med gæster. Vi har endda været hos hende i baren til Loy Krathong, hvor vi gik sammen til stranden og ud i havet for at sende vores krathonger afsted med ønsker.

 

Sidste år var stedet/baren væk og det lignede mest en stor byggeplads, stor var vores forbavselses derfor da vi kom forbi og så et nyt bygget hotel og en flot bar med restaurant ovenpå lige ud til gaden. Det skulle vi da se nærmere på!

 

Lige da vi trådte op af trappen, blev der råbt velkommen af hende og nogle fra hendes tidligere personale, så der blev udvekslet krammere. Stedet åbnede for kun 2 dage siden. Stolt viste hun os hendes nye hotel med bar og restaurant og selvfølgelig med elevator. Vi blev totalt overrasket da hun viste hos en imponerende indendørs pool med barstole i vandet og aftenbelysning, beregnet til at kunder skulle hygge sig i poolen med sjove drinks. Det skal nok blive sjovt, og vi er da gerne med på en ”kikker”. Tror nogle kommer til at gå våde derfra både ind- og udvendige.

 

Søndag var en stranddag og et dejligt gensyn med thaier vi har mødt gennem tiden her. Helt utrolig så varmt havet er, det er ikke den store afkøling vi får af at gå i vandet, men en opfrisker giver det.

 

Søndag aften spiste vi på en lille thai restaurant, hvor vi er kommet gennem flere år. Hans mor og søster hjælper til med servering og madlavning, rigtig hyggeligt. Sidste år var vi alle 6 (Mathias, Nikolai, Gitte og Morten) og os med ham til Banana Beach på Coral Island, hvor han stod for madlavning og diverse samt snorkling med Nikolai og Mathias, en herlig dag. Han ville da også høre hvordan de havde det og om de kom tilbage igen og mange hilsner fra ham.

 

I dag mandag, gåtur rundt i den sydlige ende af byen og langs strandpromenaden med stop for forfriskninger undervejs. Helt utroligt som meget ændrer sig på bare 1 år, nybyggeri af hoteller og nye butikker m.m. allevegne.

 

Tæt på hotellet satte vi os for en lille ting og pludselig styrtede det ned, og når det regner her så regner det. Efter en lille time stoppede regnen og luften utrolig dejlig efter sådan en skylle. Tilbage på hotellet badede folk stadigvæk og pludselig styrtede det ned igen ca. ½ time.

 

Vi startede dagen med 34 grader og det har der været de dage vi har været her i Kata.

 

 

Tak for jeres hilsner, vi skriver kun tilbage hvis der er noget der skal svares på for vores oplevelser står her i dagbogen!

 

Mange hilsner til jer alle!

 

De, som bringer sol ind i andres liv, kan ikke skjule solen i dem selv.

 

 

Torsdag den 2. marts – Vi opdaterer ikke så meget p.t. - vores hjerner er sat på ferie-mode for vejret her er bare fantastisk dejligt, over 34 grader dejlig varm solskin så vi nyder det.

 

Hmm … vores dage går med ture på stranden, poolen og gåture og lidt kiggeri på markedet m.m.. Vi tager os selvfølgelig tid til at vedligeholde vores kroppe, dagens wellness skal den ikke snydes for, rent nydelse og dejligt afslappende.

 

I dag gik turen til nabobyen Karon, derefter afslapning, ingen fare for at vi overanstrenges.

 

 

Mange tak for hilsner - og mange hilsner til jer alle!

 

Glæde er at se livet gennem en solstråle!

Kata Beach
Kata Beach
Karon Beach
Kata Beach
Hotellets pool område set fra vors altan
Karon Beach

Mandag den 6. marts – Vi fortsætter på ferie-mode, derfor ikke så meget at skrive om for vores dage går med strand, poolområde m.m….

 

Men hvor møder vi mange mennesker og får en god snak om hvad de/vi oplever m.m.. Sjovt nok forleden dag på stranden mødte vi et par fra København, de sagde dig (Aase) kan jeg kende på foto fra nettet. De fortalte at de havde fulgt vores rejsedagbøger og hjemmesiden gennem flere år og havde glæde af den – dejligt at høre!

 

Vi har da også været en aften i Patong hvor vi satte os på Beachroad og oplevede solnedgangen ud over havet. Fortsatte derefter til Bangla Road (Phukets helt store festgade, hvor der virkelig er gang i den).

 

Mange tak for hilsner - og mange hilsner til jer alle!

 

Hvis vi havde det bedre, kunne vi nok ikke holde det ud!

 

 

 

Torsdag den 9. marts – Vi fortsætter med dejlige stranddage m.m. - hvor vi nyder det!

 

Forleden dag til morgenmad mødte vi 2 par fra DK – Aalborg og Brædstrup – som er sammen på ferie, for de 2 fra Aalborg deres 1. gang i Thailand. Vi fik en god snak og de spurgte om vi kunne hjælpe dem med oplysninger om oplevelser på Phuket. Det endte med at vi alle seks onsdag tog på rundtur sammen på den sydlige del af Phuket øen. Foto herunder fortæller lidt om vores tur, hvor vi havde god tid på de forsk. udsigtspunkter, Wat Chalong Templet, fiskerlandsby, Rawai og besøg hos den imponerende Big Buddha, 45 meter høj siddende på toppen af Nakkerd Hills ca. 400 meter over havet.

 

Lidt om vejret: vi har 34-35 grader, masser af sol – dejligt, lige hvad vi rejste efter!

 

Igen mange tak for hilsner - og mange hilsner til jer alle!

 

 

Karon View Point - 3 strande Kata Noi Beach - Kata Beach - Karon Beach
Udsigt nær Nai Harn
Fisker - landsby ved Rawai - store hummere
Ved Rawai
Big Buddha
Nai Harn Beach
Wiev Point ved Promthep Cape
Ved Rawai
Big Buddha
Wat Chalong Templet

Søndag den 12. marts – De sidste dage har vi nydt på stranden og i havet – ikke et dårligt sted at være når temperaturen viser 35 grader og solen stråler.

 

Har bestilt transfer til Phuket Lufthavn til i morgen (mandag) bliver afhentet på hotellet kl. 16.30 (10.30 dansk tid) og går alt som planlagt er vi hjemme 25 timer senere.

 

 

Kata Beach
Kata Beach

Vupti, så er de 4 uger gået!

 

Vi er ikke i tvivl om, at det er med lettere modstræbende skridt, at vi går ind i flyet, som bringer os tilbage til Bangkok, hvor flyet retur til København venter.

 

Men, men vi glæder os nu også til at komme hjem til DK igen.

 

Mange tak for alle jeres hilsner – vi ses derhjemme!

 

P.S. Vi opdaterer og afslutter dagbogen når vi er hjemme igen!

 

Lykken bliver aldrig mindre af at blive delt!

 

 

 

Torsdag den 16. marts - Hjemrejsen forløb godt trods lidt køer i Phuket Lufthavn – Bangkok lufthavn ingen problemer.

 

Meeen så kom vi til DK og DSB det blev lige til 2 ekstra timers kørsel med toget p.g.a. kørerledninger der var faldet ned dagen før. Hele vejen i toget fejlinformation på fejlinformation, så det var fra den ene vogn til den anden, lige det man trænger til efter en laaang hjemrejse, den blev så bare på 27 timer.

 

Men det vigtigste vi havde en rigtig dejlig ferie med mange dejlige oplevelser, mødte mange mennesker, sol og varme og ikke at forglemme dejlige stranddage.

 

Dejligt at komme hjem igen. Tak til naboer der har passet huset og I andre der har taget jer af det herhjemme, skønt at komme hjem og alt er som da vi rejste. TAK

 

Mange tak for alle jeres hilsner, rigtig dejligt at høre lidt fra hjemmefronten.

Tak for denne gang!

Aase og Bent